Verdenseliten til start i Herning
Topnavne fra den internationale cross-scene udgør det hidtil stærkeste felt til Fox Yamaha Super Cross, der køres 29. og 30. januar 2010 i MCH Messecenter Herning.
De kører verden tyndt med gashåndtaget i bund og kan tilsammen mønstre adskillige topplaceringer fra bl.a. de europæiske løbsserier. 29. og 30. januar 2010 kommer en række af verdens bedste super cross-kørere til Herning for at deltage i Yamaha Super Cross. Tilsammen udgør de det hidtil stærkeste line-up, der er set i Danmark.
Feltet bliver anført af franskmanden Alexandre Rouis, der har kørt stærkt i vintersæsonen og tog førstepladsen til Malmö Monster Energy Super Cross i december. Andre stærke navne på startlisten er Cole Siebler, USA, tyske Daniel Siegl og Rouis' to landsmænd, Florent Richier og Davide Esposti, der sejrede i 2008-udgaven af Yamaha Super Cross.
- Det bliver en fest for publikum med det stærkeste felt nogensinde til start i Danmark. Og så er det i MCH, at vi skal finde kongen af Skandinavien – nemlig den samlede vinder af løbene i Malmö og Herning, udtaler arrangør Lars Green, MotoEvent.
Stor bonus til vinderen
Netop sejren i Malmös Super Cross kan vise sig at blive mange penge værd for Alexandre Rouis. I Herning kæmper franskmanden med de øvrige kørere om titlen som King of Scandinavia. Vinderen bliver belønnet med en bonus på 10.000 euro, hvilket er den hidtil højeste pengepræmie til en super cross afdeling i Danmark.
Der er lagt op til indædt kamp om konge-kronen. Alexandre Rouis har samlet 43 point, og det er ét point mere end Cory Siebler inden de to løb i Herning. Florent Richier følger efter med 38 point, mens Davide Esposti og Jurgen Wybo begge har 31 point. Intet er dog afgjort endnu, da der begge aftener er 25 point på spil til vinderen.
Dansker med i toppen
Også en dansk kører kan blande sig i topstriden i Herning. 23-årige Nicolai M. Hansen fra Engesvang fulgte med de stærkeste navne i Malmö og markerede sig med en fornem 10. plads og 22 point. Han er opsat på at forbedre resultatet foran sit hjemmepublikum i MCH's Den Runde Hal:
- Jeg ser frem til igen at prøve kræfter med nogle af de bedste i verden, og så på hjemmebane i Herning, hvor der altid er en speciel atmosfære, udtaler Nicolai M. Hansen, der stiller op for Suzuki. I vinterhalvåret har talentet kørt i den stærke tyske super cross-serie, hvor han har stået ansigt til ansigt med flere af verdens bedste kørere: - Jeg kender flere af dem fra Tyskland, og den erfaring håber jeg at kunne udnytte til at skabe et topresultat.
Freestyle-show med backflips
Et af de mest populære indslag under Yamaha Super Cross er det nervepirrende Cult freestyle-show, hvor kørerne hæver sig højt over jorden og udfører næsten umulige tricks på deres motorcykler. Sydafrikaneren Nick de Witt er topnavnet, og blandt flere hæsblæsende stunts vil han demonstrere det berømte backflip – en baglæns saltomortale højt oppe under taget i Den Runde Hal. Derudover kan publikum se frem til to aftener med pumpende bass-rytmer, tudende horn og smilende pit-piger.
1.200 m3 jord og 150 lastbiler
Det er 16. gang, at Danmarks største super cross-event finder sted i MCH Messecenter Herning. Banen består af 1.200 kubikmeter jord, som bliver kørt til Den Runde Hal af hele 150 lastbiler. De mange sving, bakker og hop på banen er skabt af den belgiske topdesigner Freddy Verheerstraaten.
Yamaha Super Cross byder på race og CULT freestyle-show både fredag og lørdag. Begge aftener er der plads til godt 3.700 tilskuere, og billetter kan løbes på www.supercrossherning.dk.
Presseakkreditering til Yamaha Super Cross skal ske til Lars Green, MotoEvent.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Yderligere oplysninger: Arrangør Lars Green, MotoEvent, tlf. 40 11 66 11 eller lg@action-sport.dk. Læs mere på hjemmesiden www.supercrossherning.dk
|