Kaduuz Racing har været en del af Yamaha Supercross & Freestyle Show i mange år – startende helt tilbage i 00’erne, blot få år efter teamets fødsel i 2004. Siden har Kaduuz Racing haft en perlerække af udenlandske, og ikke mindst, danske navne med, først i den runde hal, og siden i Jyske Bank BOXEN. Navne som Nikolaj Larsen, Rasmus Krogh Jørgensen, Mathias Gryning og Nicolai M. Hansen, har alle vist de gule Suzuki-farver frem til supercross. I år kommer Kaduuz Racing med to kørere: Den stærke franskmand, Julien Lebeau, der tog pokaler til Yamaha Supercross & Freestyle Show i 2022 og det tyske talent Lorris Bollmann, der har gjort det godt til ADAC SX Cup. Og selvom han har prøvet det hele før, så glæder teamchef, Ronnie Stormly, sig til endnu en omgang i manegen!
Ronnie Stormly: ”Det er fedt at være en del af showet. Vi har haft rigtig mange kørere med igennem tiderne, og det har betydet meget for os. Ikke mindst når vi har haft danske kørere med, og de har nået finalen. Det gør virkelig en forskel og får stemningen op at koge i teamet. Og så er det jo også altid sjovt at møde kørere fra hele kontinentet, og hjælpe dem på bedst mulig vis. Vi glæder os til at have Julien i vores hjørne igen, som vi har haft før, og så til at møde Lorris og se hvad han tager med til os, efter flere år hvor vi har hentet både podier og sejre i Jyske Bank BOXEN. Kaduuz Racing handler om at gå efter sejren, men også om at have det så absolut sjovt og fedt som muligt imens, alle mand, og den følelse leverer Herning Supercross hver gang!”